Kompendium over ”The Philsophy of Aikido”

Tao Te King

Tao er i sin oprindelige form udtrykt af Lao Tse i ”Tao te king”.

Her i Piao Yu-suen´s oversættelse til dansk.

Det Tao, som kan defineres er ikke det absolutte Tao.

Det navn, som kan udtales er ikke det evige navn.

Det, som er uden navn, er fader til himmel og jord.

Det, som kan nævnes er moder til alle ting.

Den, som ikke søger, kan se det skjulte.

Den, som søger, ser kun det synlige.

Disse to ting udspringer af samme kilde, men er forskellige af navn.

Tilsammen udgør de mørket, mørke inden i mørke.

Porten til alle gåder

Alle kan se, at det smukke er smukt, fordi der også findes grimhed.

Alle ved, at det gode er godt, fordi der findes ondskab.

At være og ikke at være opstår på samme tid.

Det svære og det lette definerer hinanden.

Det samme gør langt og kort.

Højt og lavt.

Lyd og stilhed.

Tid og rum.

Derfor går den vise om uden at udrette noget

Og lærer uden ord.

Tingene kommer og går uden ophør,

de frembringer uden at besidde,

arbejder uden at kræve løn.

Arbejde udføres og glemmes.

Derfor varer det evigt.

Ved ikke at ophøje dygtige folk undgår man diskussion.

Ved ikke at se efter ophidsende ting undgår man uro i hjertet.

Den vise hersker derfor ved at tømme sindet og fylde maven.

Ved at slække på ambitionerne og styrke knoglerne.

Hvis folk mangler kundskab og behov, vil de snedige prøve at forbedre dem.

Hvis intet ændres, vil alt være godt.

Tao er en tom beholder.

Det fyldes, men bliver aldrig fuldt.

Et uendeligt dyb, kilde til alle ting.

Det afrunder det skarpe, løser det knyttede,

dæmper det skinnende, og går i et med støvet.

Skjult i dybet, men evig til stede.

Jeg ved ikke, hvorfra det stammer.

Det er ældre end tiden.

Himmel og jord kender ikke til forskelsbehandling.

De behandler alt og er alle som legetøj.

Heller ikke den vise gør forskel.

Han omfatter alt og alle med ærbødighed.

Rummet mellem himmel og jord er ikke som en blæsebælg.

Dens udseende skifter, men ikke formen.

Jo mere den bevæger sig, jo mere udretter den.

Jo flere ord, man udgyder, jo mere taber man vejret.

Det er bedst at holde fast ved det centrale.

Taos rige væld tømmes aldrig.

Det er kvinden, urmoderen.

Hendes skjulte skød er himlens og jordens port.

Det er som et slør, der lige anes.

Brug det, det vil aldrig svigte.

Himmel og jord er evige.

Hvorfor er himmel og jord evige?

De er ufødte, derfor lever de evigt.

Den vise holder sig tilbage og kommer således i første række.

Han tager ikke hensyn til sig selv og bliver derfor et med andre.

Fordi han er uden personlige interesser, når han målet uden modstand.

Det højeste gode er som vand.

Vand giver liv til alt og søger ikke opad.

Det udfylder de lave steder, som mennesker undgår.

Derfor er det som Tao.

I din bolig, hold dig ved jorden.

I dine tanker, træng dybt ind i sindet.

I samvær, vær venlig og mild.

I tale vær oprigtig.

I afgørelser, vær retfærdig.

I forretninger, vær dygtig.

I handling afvent det rette øjeblik.

Den der ikke går imod, undgår modgang.

Det er bedre at stoppe, før buen er helt spændt.

Skærpes bladet for ofte, bliver det lettere sløvt.

Et lager af guld og jade kan ingen bevogte.

Søg rigdom og hæder og ulykke vil følge.

Træk dig tilbage, når arbejdet er udført.

Således gør stjernerne og planeterne på himlen.

Ved at gå op i universet, kan du da undgå opløsning?

Ved at være fuldt bevidst og helt optaget, kan du da blive som et lille barn?

Ved at rense og lutre sindet dyb, kan du da blive fri for fejl.

Når du elsker og leder folket, kan du da undgå at ændre naturen?

Når himlens porte åbnes og lukkes, kan du da indtage en kvindes stilling?

Ved at opfatte og være åben for alle ting, kan du da undlade at gøre noget?

At skabe og fostre, at frembringe uden at erhverve,

at arbejde uden at forlange løn, at have indflydelse uden at bruge magt,

det er at leve i overensstemmelse med livets inderste hemmelighed.

Tredive eger forener fælgen med hjulets nav;

Det er hullet i navet, der gør hjulet nyttigt.

Man former et kar af ler;

Det er tomrummet indeni, der gør karet nyttigt.

Man hugger døre og vinduer til et hus;

Det er hullerne, der gør huset nyttigt.

Udbytte får man af det som er,

Nytte af det som ikke er.

Farverne blænder øjet.

Tonerne døver øret.

Smagsstofferne fordærver ganen.

Væddeløb og jagt gør sindet vildt.

Kostbarheder leder et menneske på vildspor.

Derfor ledes den vise af sindet, ikke af synet.

Han slipper dette og fastholder hint.

Find dig villigt i det uundgåelige.

Find dig i det nødvendige, som er menneskets lod.

Hvad menes med at ”finde sig villigt i det uundgåelige”?

Find dig i at være uden betydning.

Vær ligeglad med tab og gevinst.

Det kaldes at ”finde sig villigt i det uundgåelige”.

Hvad menes med at ”finde sig i det nødvendige som er menneskets lod”?

Det nødvendige er et udslag af kroppens eksistens. Uden krop, hvordan skulle man da kunne føle det nødvendige?

Overgiv dig villigt. Så kan du sættes til at styre universet.

Elsk verden som dit eget indre, så kan du tillidsfuldt drage omsorg for alt.

Se! Det kan ikke ses – det er uden form.

Lyt! Det kan ikke høres – det er lydløst.

Grib! Det kan ikke fattes – det er ubegribeligt.

Disse tre foreteelser kan ikke afgrænses, derfor forenes de som udtryk for det ene.

Oppefra er det ikke klart.

Nedefra er det ikke dunkelt.

En ubrudt tråd, som ikke kan beskrives.

Det vender tilbage til det, som ikke er.

Det er formen for det formløse, en åbenbaring af det, som ikke kan åbenbares,

det kaldes uendeligt og ufatteligt.

Når vi møder det, er det uden begyndelse.

Når vi følger det, er det uden ende.

Følg den urgamle Vej.

Bevæg dig i overensstemmelse med det nærværende.

At kende den gamle begyndelse er Vejens væsen.

De gamle mestre var åndrige, gådefulde, dybsindige, fintfølende.

Dybden af deres kundskaber kan ikke loddes. Fordi den var uden bund. Derfor vil jeg forsøge at skildre dem.

De var forsigtige som den, der ved vintertid krydser en flod.

De var årvågne som den, der er på vagt mod fare.

De var opmærksomme som gæsten på besøg.

De var eftergivende som isen, der er ved at smelte.

De var simple som utilhugget ved.

De var hule som huler.

De var uigennemsigtige som dyndets vand.

Hvem kan vente roligt til dyndet synker til bunds?

Hvem kan vente roligt, indtil uroen opstår?

De, der følger Tao, søger ikke opfyldelse.

De, der ikke søger opfyldelse, drives ikke af behov for forandring.

Tøm dig selv for alt, så vil sindet finde fred.

Alle ting opstår og forgår, og selvet ser, hvordan de vender tilbage.

De vokser og blomstrer, og vender tilbage til deres rod.

Den der vender tilbage til sin rod finder fred.

Det er naturens mål.

Naturen ændrer ikke retning.

At kende det evige er at have indsigt.

Ikke at kende det evige fører til ulykke.

At kende det evige gør sindet åbent.

Et åbent sind gør hjertet åbent.

Med åbent hjerte vil man handle som en konge.

Som konge vil man nå det guddommelige.

Som guddommelig er man et med Tao.

Den, der er et med Tao, er evig.

Og selv om legemet opløses, vil Tao aldrig forgå.

Det allerhøjestes eksistens anes næppe af mennesker.

Det næsthøjeste er det, de kender og elsker.

Derunder findes det, som frygtes.

Lavest står det , som foragtes.

Den, der ikke viser tillid, vil man ikke stole på.

Når handlinger udføres uden unødig opmærksomhed,

Vil folket sige: ”Vi gjorde det!”

Når det store Tao glemmes, opstår ”næstekærlighed” og ”pligt”.

Når klogskab og intelligens dukker frem, begynder det store hykleri.

Når slægtens sammenhold svækkes,

opstår ”sønlig hengivenhed” og ”forældrekærlighed”.

Når landet er i opløsning og kaos, træder ”trofaste tjenere” frem.

Opgiv begavelse, lad klogskab fare.

Det vil være hundrede gange bedre for alle.

Giv afkald på næstekærlighed og pligt, så vil alle atter føle sig ansvarlige for alle.

Opgiv ambitioner, giv afkald på udbytte, så vil røvere og tyve forsvinde.

Det er ikke tilstrækkeligt med ydre former.

Det er vigtigere at se det ægte, at leve i overensstemmelse med sin natur,

At opgive tanken på sig selv og holde begæret i tømme.

Afskaf al lærdom, og du vil være fri for bekymringer.

Er der forskel på ja og nej?

Er der forskel på godt og ondt?

Skal jeg respektere, hvad andre respekterer?

Det er tåbeligt.

Nogle er optaget af den store offerfest.

Om foråret går nogle tur i parken og kravler op i tårnet.

Jeg alene driver omkring uden at vide, hvor jeg er.

Jeg er som et lille barn, der endnu ikke kan smile.

Jeg alene er uden noget hjem.

Andre har mere, end de behøver;

Jeg alene har intet.

Hvor tåbelig er jeg ikke! Hvor enfoldig!

Andre glimrer ved kløgt, jeg alene lever i formørkelse.

Andre er vågne og dygtige, jeg alene er sløv og dum.

Jeg er som havet, jeg bølges af sted, uden mål og med, som den rastløse vind.

Andre har noget at udrette, jeg alene er ubrugelig og til besvær.

Jeg alene er ikke som de andre, fordi jeg ærer og næres af den store moder.

Den største dyd er at følge Tao og kun Tao.

Tao er urørligt og uransageligt.

Det er urørligt og uransageligt og dog rummer det forbilleder til alt.

Det er urørligt og uransageligt og dog rummer det alle former.

Det er dybt og dunkelt, og dog indeholder det det væsentlige.

Dette væsentlige er virkeligt, det svigter aldrig.

Fra begyndelsen og til nu har dets navn levet.

Hele universet kan udledes af dette.

Hvorledes ved jeg, det er ophav til alt?

På grund af Tao!

Vær ufuldkommen, og du kan blive fuldkommen.

Vær krum ,og du er på rette vej.

Vær tom, og du kan blive fyldt.

Vær slidt, og du kan blive fornyet.

Hav lidet, og du kan få meget.

Hav meget, og du vil blive bedraget.

Derfor holder den vise sig til det ene, og bliver et forbillede for alle.

Han er ikke prangende, derfor lægger man mærke til ham.

Han er ikke selvoptaget, derfor udmærker han sig.

Han praler ikke, derfor respekteres han.

Han er ikke hovmodig, derfor rager han frem.

Han strides ikke med andre, derfor strides ingen med ham.

Derfor sagde de gamle: kun det ufuldkomne kan blive fuldkomment.

Er det et tomt ord?

Vær i sandhed fuldkommen, og alle ting vil komme til dig.

Det er naturligt kun at sige lidt.

En hvirvelstorm vil ikke vare ved til næste dag,

Et skybrud vil ikke vare dagen ud.

Det er himlen og jorden, der frembringer disse ting.

Og hvis himlen og jorden ikke kan blive ved,

Hvordan skulle det da være muligt for et menneske?

Den som følger Tao, er ét med Tao.

Den, som er dydig bliver ét med dyden.

Den som farer vild, føler sig fortabt.

Den som er ét med Tao, vil Tao fylde med glæde.

Den, som er ét med dyden, hos ham vil dyden tage varigt ophold.

Den som er ét med vildfarelsen, vil vildfarelsen lede på yderligere vildspor.

Den, som ikke viser tilstrækkeligt troskab, vil ikke møde tillid.

Den som står på tæerne, kan ikke holde balancen.

Den, som går med skrævende ben, kan ikke komme frem.

Den, som fører sig frem, vil ikke blive oplyst.

Den selvretfærdige vil ikke blive respekteret.

Den, som praler udretter intet.

Den som maser sig frem, er ikke fremtrædende.

Ifølge dem, der følger Tao, er disse ”overflødig føde og unødvendig bagage”.

De bringer ikke lykke.

Derfor undgås de af dem, der følger Tao.

Noget forunderligt fortættede sig, født før himmel og jord,

I stilheden og det tomme rum, eksisterende af sig selv og foranderligt,

Til stede overalt og i bevægelse.

Det må anses for moder til universet.

Jeg kender ikke dets navn.

Jeg kalder det Tao.

Af mangel på et bedre ord kalder jeg det uendeligt.

Da det er uendeligt, er det konstant i bølgende bevægelse.

Det bølger bort i det uendelige, og bølgebevægelsen vender tilbage.

Derfor sagde de gamle:

Tao er mægtigt,

himlen er mægtig,

jorden er mægtig

kongen er også mægtig.

Disse er universets fire store magter, og kongen er en af dem.

Menneskets lov er jorden,

jordens lov er himlen,

himlens lov er Tao,

Taos lov er Tao.

Det tunge er roden til det lette, stilheden roden til bevægelse.

Derfor slipper den vise, under sin rejse,

aldrig synet af det, han selv medbringer.

Selv om der er smukke ting at kaste blikket på,

forbliver han uberørt og rolig.

Hvorfor skulle en herre over mange vogne

rive sig løs fra sin plads i den store helhed?

Ved at rive sig løs bliver man rodløs,

ved at være utålmodig mister man sin faste plads.

En god vandrer efterlader sig ingen spor.

En god taler gentager ikke sig selv.

En god regner behøver ingen tabeller.

En god dør behøver ingen lås, alligevel kan ingen åbne den.

En god binding behøver ingen knuder, alligevel kan ingen løse den op.

Således tager den vise vare om sine medmennesker.

Han lader ingen i stikken. Han drager omsorg for alt og alle og undlader intet.

Hvad er en god mand? En dårlig mands lærer.

Hvad er en dårlig mand? En god mands ansvar.

Hvis læreren ikke respekteres, og eleven ikke tilgodeses,

vil forblindelsen opstå, hvor viis du end er.

Dette er mysteriets kerne.

Glem ikke manddommens styrke, men bevar dog kvindens blidhed!

Så vil du blive som en flod, hvori alt strømmer.

Den, der bliver som en altomfattende strøm, bliver uadskillelig fra den evige dyd.

Kend det lyse, men forbliv i mørke!

Så vil du blive et forbillede for verden.

Den, der er et forbillede for verden, altid urokkelig fast,

vender tilbage til det oprindelige.

Kend ærens tegn, men forbliv beskeden!

Da vil du blive som en dal, der rummer alt.

Som en dal, der rummer alt, altid fast og uudtømmelig,

vil du vende tilbage til naturens form.

Når den naturlige form bearbejdes, bliver den brugbar.

Når den vise bruger den, bliver han fører for alle.

Derfor sagde de gamle:

En stor træskærer skærer kun lidet.

Tror du, at man kan vinde herredømmet over universet ved at forbedre det?

Jeg tror ikke, det lader sig gøre.

Universet er helligt. Man kan ikke forbedre det.

Hvis man prøver at ændre det, vil man ødelægges det.

Hvis man prøver at få hold på det, vil man tabe det.

For snart går det frem, snart tilbage;

snart blæser det varmt, snart koldt;

snart bliver man styrket, snart svækket,

snart går det op, snart ned.

Derfor undgår den vise udskejelser, ødselhed og selvhævdelse.

Når du råder en konge efter Taos principper,

råd ham da til ikke at bruge magt mod universet.

Det vil kun fremkalde modstand.

Torne og tidsler vokser frem, hvor hære er draget forbi.

Hunger-år følger efter hærtog.

Gør kun, hvad der må gøres. Udnyt ikke overmagt.

Opnå resultater, men pral ikke af dem.

Opnå resultater, men triumfér ikke.

Opnå resultater, men vær ikke stolt.

Opnå resultater, fordi det er naturens lov.

Opnå resultater, men uden vold.

Voldsom kraft efterfølges af mangel på styrke.

Det er ikke Taos vej.

Det, som går imod Tao dør snart.

Gode våben er kilde til frygt, de afskys af alle.

Derfor vil den, der følger Tao, aldrig bruge dem.

Den vise foretrækker den venstre side, krigeren foretrækker den højre.

For våben er ulykkens redskaber.

Den vise bruger dem ikke, når det ikke er nødvendigt.

Hans største ønske er fred og ro,

og han har ingen glæde ved sejre i krig.

Den, der glæder sig over sejr i krig, glædes over drab på mennesker.

Og den, der glæder sig over drab på mennesker, kan ikke nå sit højeste mål.

Ved lykkelige lejligheder er hæderspladsen til venstre,

i sørgelige tider til højre.

I hæren står den næstkommanderende på venstre fløj,

hærføreren på højre.

Dette viser, at krig arrangeres som en begravelse.

Når mange mennesker er blevet dræbt, sømmer sig sorg og bitter medynk.

Derfor må en sejr afvikles på samme måde som en begravelse.

Tao er evigt og uforanderligt, og har intet navn.

Selv om det virker ring i sin formløse tilstand,

Kan vi dog ikke underkaste det os.

Hvis konger og herskere kunne underkaste det sig,

Ville alle ting af sig selv adlyde dem.

Himmel og jord ville mødes, og mild regn falde.

Menneskene ville ikke længere behøve påbud,

og alt ville gå efter naturens love.

Så snart helheden deles, for de enkelte dele brug for navne.

Man må vide, hvornår grænsen er nået.

Når man ved, hvornår grænsen er nået,

kan man undgå ulykker.

Tao er i verden som en flod,

der søger hjem til havet.

Den er klog som kender andre;

den, der kender sig selv er vis.

Den er stærk, som overvinder andre;

den, der overvinder sig selv, er mægtig.

Den er rig, som er tilfreds med det, han har;

ihærdighed er tegn på viljestyrke.

Den som udfylder sin plads, bliver stående.

Den som dør uden at gå til grunde, er evigt til stede.

Det store Tao gennemstrømmer alt.

Alt levende holdes oppe af det, det holder intet nede.

Det fuldbyrder stille sit værk, og gør ikke krav på noget.

Det giver næring til alle ting, og er alligevel ikke deres herre.

Det har intet at opnå, det er meget lille.

Alle ting vender tilbage til det,

alligevel er det ikke deres herre.

Det er meget stort.

Det frembyder ikke storhed,

derfor er det virkeligt stort.

Alle vil komme til den, der holder sig til det ene;

for der findes hvile og lykke og ro.

Hvor der er musik og duften af mad, vil den vejfarende standse op;

men en skildring af Tao virker fersk og uden fylde.

Det kan ikke ses, det kan ikke høres;

alligevel er et uudtømmeligt.

Det, som kan trække sig sammen, må først udvides.

Det, som kan svækkes, må først gøres stærkt.

Det, der kan modtages, må først blive givet.

Dette kaldes erkendelse af tingenes natur.

Det blide og svage overvinder det hårde og stærke.

Fisk kan ikke forlade havets dyb,

og et lands våben bør ikke stilles til skue.

Tao udretter intet og lader dog intet ugjort.

Hvis konger og herskere gjorde det samme,

ville alt udvikle sig på naturlig måde.

De, der stadig ønsker at udfolde sig,

skulle vende tilbage det forskelsløses enhed.

Uden form intet begær. Uden begær er der ro.

Således ville der blive harmoni i verden.

En virkelig god mand er ikke bevidst om sin godhed, og netop derfor god.

En tåbelig mand prøver på at være god, derfor er han det ikke.

En virkelig god mand udretter intet, men lader alligevel intet ugjort.

En tåbelig mand udretter alt muligt, alligevel bliver han aldrig færdig.

Når den virkelig kærlige mand handler, lader han intet ugjort.

Når den retfærdige mand handler, lader han såre meget ugjort.

Når en opportunist handler, og ingen reagerer,

ruller han ærmerne op og søger hævdelse ved magt

Derfor sagde de gamle:

Når Tao tabes, dukker det gode frem.

Når det gode tabes dukker kærligheden frem.

Når kærligheden tabes dukker retfærdigheden frem.

Når retfærdigheden tabes dukker opportunismen frem.

Men opportunismen er kun en skygge af troskab og pålidelighed,

et varsel om anarki.

Kundskab om fremtiden er kun en forblommet antydning af Tao,

og frembringer sløvhed.

Men den virkelig store mand bygger på et virkelige, ikke på det tilsyneladende,

på indholdet og ikke på den ydre skal.

Tag derfor det første og sky det andet.

Disse ting er fra de ældste tider oprundet af det ene:

himlens klarhed,

jordens fasthed,

sjælens styrke,

dalens rigdom på vand,

alle tings liv,

konger og herskeres styre.

Alt dette er til i kraft af helheden.

Himlens klarhed hindrer den i at styrte sammen,

jordens fasthed hindrer den i at gå itu,

sjælens styrke hindrer den i at udtømmes,

dalens rigdom på vand hindrer den i at løbe tør.

Alle tings liv og vækst hindrer dem i at uddø.

Konger og herskeres styre hindrer landes opløsning.

Det ringere er derfor det ædleres ro.

Det lave er det højes grundlag.

Fyrster og herskere kalder sig selv forældreløse, venneløse og usle.

Erkender de ikke derved at de er rundne af ringhed?

For megen fremgang fører ikke fremad.

Man bør ikke klinge som jade eller rasle som en rullesten.

Taos bevægelse fører tilbage.

Tao kan kendes på sin blidhed.

Alle ting hviler på virkeligheden,

Virkeligheden på uvirkelighed.

Når den vise hører om Tao, fører han det for alvor ud i livet.

Når den middelmådige hører om Tao skænker han det undertiden en tanke.

Når den uforstandige hører om Tao ler han højt.

Hvis han ikke lo, ville Tao ikke være, hvad der er.

Derfor siger det gamle ord:

Den klare sti synes dunkel,

den, der går frem, synes at gå tilbage,

den lette vej synes svær,

den højeste dyd synes lav som en dal,

den største renhed synes besudlet,

rigdom på dyd synes utilstrækkelig,

dydens styrke synes skrøbelig,

virkelig dyd synes uvirkelig,

det fuldkomne kvadrat har ingen vinkler,

store evner modnes sent,

de højeste toner kan næppe høres,

den største skikkelse er uden form.

Tao alene er skjult og har intet navn.

Tao alene frembringer og fuldbyrder.

Tao frembragte én, én frembragte to,

to frembragte tre, tre frembragte universet.

Universet bærer yin og omslutter yang.

Det opnår stabilitet ved forening af disse kræfter.

Folk frygter at blive faderløse, venneløse eller usle,

men konger og herskere betegner sig selv med disse ord.

For man vinder ved at tabe og taber ved at vinde.

Jeg lærer kun, hvad andre lærer,

nemlig at en voldelig mand vil få en voldelig død.

Herpå bygger jeg min lære.

De blideste ting i verden overvinder de hårdeste ting i verden.

Det, som ikke er til, kan trænge ind, hvor der ikke er noget rum.

Deraf erkender jeg værdien af ikke at handle.

At lære uden ord og arbejde uden at udrette noget, dette forestår kun få.

Dit ry eller din sjæl: Hvad betyder mest?

Din sjæl eller din formue: Hvad er mest dyrebart?

At vinde eller tabe: Hvad er værst?

Den , som er knyttet til ting, vil skuffes meget.

Den, som samler meget, vil miste meget.

Den tilfredse vil aldrig miste noget.

Den, der ved, hvornår han skal holde inde, vil aldrig forløbe sig.

Han vil altid være uden for fare.

Stor dygtighed fremtræder ufuldendt,

men den vil altid bevare sin nytte.

Stor fylde fremtræder tom,

men den vil aldrig blive udtømt.

Stor ligefremhed fremtræder kroget.

Stor kløgt fremtræder tåbelig.

Stor veltalenhed lyder som stammen.

Bevægelse overvinder kulde.

Ro overvinder varme.

Harmoni mellem ro og bevægelse

holder tingene i universet på plads.

Når Tao er til stede i universet, bruges heste til at trække ploven.

Når Tao ikke er til stede i universet, græsser hærens heste på markerne.

Der er ingen større synd end begær,

ingen større forbandelse end utilfredshed,

ingen større last end ærgerrighed.

Derfor vil den, der forstår,

at tilstrækkeligt er tilstrækkeligt,

altid have nok.

Man kan kende hele universet uden at forlade sin stue.

Uden at se ud ad vinduet, kan man følge himlens bevægelser.

Jo længere man går, jo mindre forstår man.

Derfor hedder det, at den vise når målet uden at åbne sine øjne;

han bliver fuldkommen uden at lave sig selv det mindste om.

Den, der søger kundskab, vokser hver dag mere.

Den, der søger Tao, bliver hver dag mere ubetydelig.

Mindre og mindre udretter han, indtil han ikke finer noget at udrette.

Når intet udrette, lades intet ugjort.

Verden styres ved, at man lader tingene gå deres gang.

Den kan ikke styres ved indgreb.

Den vise har ingen urokkelig mening.

Han tilpasser sit sind efter andre.

Jeg er god mod dem, som er gode.

Jeg er også god mod dem, som ikke er gode.

På den måde fremmes godhed.

Jeg møder tillid med tillid.

Jeg møder også mistro med tillid.

På den måde fremmes tillidsfuldhed.

Den vise er sky og ydmyg,

på andre virker han foruroligende.

Folk ser på ham og lytter til ham.

Han opfører sig som et lille barn.

Mellem fødsel og død er der tre ud af ti, som følger livets vej;

tre ud af ti, der følger dødens vej;

og af mennesker, der vandrer mellem fødsel og død er der også tre ud af ti.

Hvorfor er det sådan?

Fordi mennesker higer umætteligt efter at leve.

Den, der forstår at leve, kan rejse omkring

uden at frygte næsehorn eller tiger.

Han vil ikke blive såret i kamp.

Næsehornet har intet mål for sit horn,

tigeren intet mål for sine klør,

spyddet intet mål for sin spids.

Hvorfor er det sådan?

Fordi han ikke frembyder noget sted, hvor døden kan trænge ind.

Alle ting opstår af Tao.

De næres af Tao.

De dannes af stof.

De formes af omgivelserne.

Derfor adlyder alle ting Tao og ærer dyden.

Respekt for Tao og ærbødighed for dyden

er ikke noget, som påbydes; de ligger i tingenes natur.

Derfor: alle ting opstår af Tao.

Af dyden næres de, udvikles de, fremmes de,

beskyttede, skærmede, modnede og værnede.

At skabe uden at eje, at arbejde uden at tage indtægt,

at vejlede uden at påvirke, dette er den højeste dyd.

Begyndelsen til universet er moder til alle ting.

Når man kender moderen kender man også barnet.

Når man kender barnet og derfor holder sig til moderen,

opnår man frihed for frygt og farer.

Hold din mund lukket og beskyt dine sanser,

og livet vil være fuldbyrdet.

Luk din mund op, vær travlt på færde, da er livet uden håb.

At have sans for det ringe er at være vis.

At give efter for styrke er at have kraft.

Følg lyset fra Tao og lad det lede dig indad;

på den måde vil du frelses fra døden.

Dette kaldes at indtræde i evigheden.

Hvis jeg var tilstrækkelig vis, ville jeg følge det store Tao,

og min eneste bekymring ville være at komme bort fra denne vej.

At følge den brede vej er let, men folk foretrækker krogede stier.

Mens paladset pranger i pragt, er markerne vanrøgtede og kornladerne tomme.

Nogle klæder sig fint, bærer prægtige sværd, spiser og drikker over måde;

de har kostbarheder i overflod. De er røverbaroner.

At dette ikke er Taos vej, er sikkert.

Det, som er dybt rodfæstet, rykkes ikke op igen.

Det som man har godt fat om, kan ikke glide en af hænde.

Det vil blive æret fra slægt til slægt.

Dyrk dyden i dig selv, oden vil slå rod.

Dyrk den i familien, og den vil spire frem.

Dyrk den i landsbyen, og den vil vokse.

Dyrk den i landet og den vil blomstre.

Dyrk den i universet, og dyden vil være overalt.

Derfor: se på kroppen som krop,

se på familien som familie,

se på landsbyen som landsby,

se på landet som land,

se på universet som univers.

Hvordan ved jeg at universet er sådan? Ved at se!

Den, som er fuld af dyd, er som et nyfødt barn.

Hvepse vil ikke stikke det, slanger vil ikke bide det;

vilde dyr vil ikke springe på det; rovfugle vil ikke slå klo i det.

Dets knogler er bløde, dets muskler er svage,

dog har det et fast greb.

Det har ikke erfaret mands og kvindes forening,

alligevel er det helt.

Dets legemeskraft udfolder sig fuldt ud.

Det skriger hele dagen uden at blive hæst.

Dette er fuldkommen harmoni.

At tilegne sig harmoni er at fatte det evige.

At tilegne sig det evige er visdom.

Det er ikke viist at leve over måde.

Kontrol med åndedrættet fremkalder spænding.

Hvis for megen energi anvendes, følger udmattelse.

Dette er ikke Taos vej.

Hvad der er imod Tao, vil ikke vare længe.

Den, som ved, taler ikke.

Den, som taler ved ikke.

Hold munden lukket. Vogt på sanserne.

Udglat din skarphed. Gør dine problemer overskuelige.

Dæmp din klarhed. Vær ét med jordens støv.

Det er den oprindelige enhed.

Den, som har nået dette stadium,

har intet forhold til kærlighed og fjendskab,

til godt og dårligt, til ære og vanære.

Derfor er dette det højeste stadium.

Styr nationen med retfærd. Før krig med overraskelsesangreb.

Bliv herre over universet uden stræben.

Hvorledes ved jeg, at det er sådan?

Fordi: jo flere love og påbud, der er, jo mere forarmes folket.

Jo skarpere folks våben, jo mere uro i landet.

Jo kløgtigere og snildere folk er, jo mere kompliceret bliver alt.

Jo flere regler og bestemmelser, jo flere tyve og røvere.

Derfor siger den vise: jeg griber ikke ind, så vil folket finde sig selv.

Jeg holder mig i ro, så vil bliver folk ærlige.

Jeg udretter intet, og folk bliver rige.

Jeg har ingen ønsker, og folk vender tilbage til den gode og enkle livsførelse.

Når landet styres med let hånd, lever folk enkelt.

Når landet styres med strenghed, kommer folket i forfald.

Lykke bunder i ulykke. Ulykke lurer på bunden af al lykke.

Hvem kan se enden derpå?

Der er ingen ærlighed. Ærlighed bliver til uærlighed.

Godhed bliver til nedbrydende vold.

Mennesket har længe været offer for disse.

Derfor er den vise skarp, men ikke skærende,

spids, men ikke gennemborende,

retlinet, men ikke hensynsløs, blændende, men ikke blindende.

Til at sørge for andre og tjene himlen er intet bedre end mådehold.

Mådehold begynder med, at du opgiver dine egne ideer.

Dette afhænger af dyd indsamlet i fortiden.

Hvis der er et godt lager af dyd, er intet umuligt.

Hvis intet er umuligt, er der ingen grænser.

Hvis en mand ingen grænser kender, er han egnet til at blive fyrste.

Indrettet på samme måde som vort ophav vil du ikke vare ved i lang tid.

Du er som træet, hvis rod er dyb, og hvis stamme er fast.

Dette er langt livs og evig anseelses Tao.

Man må styre staten på samme måde, som man koger fisk.

Nærm dig universet ved hjælp af Tao, og det onde vil være uden magt.

Det betyder ikke, at det onde ikke er mægtigt,

men dets magt vil ikke blive brugt til at skade andre.

Det vil ikke blot undlade at skade andre, men den vise selv vil være uskadt.

De skader ikke hinanden, og dyden i hver af dem styrker de begge.

Et stort rige er som et sted, der ligger lavt.

Det er altings mødested, universets moder.

Kvinden sejrer over manden ved eftergivenhed,

ved at underordne sig i tavshed.

Derfor: når et stort rige indordner sig under et mindre rige,

vil det overtage det mindre rige.

Og hvis et mindre rige giver efter for det større rige,

vil det overvinde det større rige.

Derfor: Den som vil sejre, må give efter,

og den som sejrer, gør det ved at give efter.

Et stort rige har brug for flere folk;

et lille rige har brug for at tjene.

Begge opnår, hvad de søger.

Det passer sig for et stort rige at give efter.

Tao er kilde til alle ting. Det er den gode mands skatkammer,

og den onde mands tilflugtssted.

Søde ord kan købe hæder. Gode gerninger kan vinde anseelse.

Selv om en mand er ond, bør man ikke forlade ham.

Derfor: På den dag, da kejserens krones,

eller de tre øverste embedsmænd udnævnes,

send da ikke en gave af jade eller et hestefirspand,

men forbliv i ro og tilbyd Tao.

Hvorfor holder alle så meget af Tao fra gammel tid?

Mon ikke fordi man dér finder, hvad man søger,

og får tilgivelse for sin brøde?

Derfor er det den største skat i universet.

Udfør ikke handling. Arbejd uden at udrette noget. Smag på det smagløse. Gør det lille stort. Gengæld fjendskab med omsorg. Se det enkle i det indviklede. Opnå storhed i småting.

I universet udrettes svære ting, mens se er lette. I universet udgøres store handlinger af små. Den vise forsøger aldrig at udrette noget stort. Således opnår han storhed.

Den, der giver mange løfter, holder sjældent ord. Den, der tager tingene let, vil få det svært. Fordi den vise altid tager det lette alvorligt, kommer han aldrig i nogen vanskeligheder.

Det stille holdes let i ro. Hvad der ikke er indtruffet, forbygges let.

Det skøre knækkes let. Det ringe spredes let.

Gør noget ved tingen før den indtræffer.

Skab orden, før forvirringen indtræder.

Et stort træ er begyndt som en lille hårfin spire.

Et tårn i ni etager er begyndt som en lav vold af ler.

En rejse på tusinde mil er begyndt med ét eneste skridt.

Den, som handler, forpurrer sin hensigt. Den, som griber, taber.

Den vise handler ikke, derfor lider han ikke nederlag.

Han griber ikke, og taber derfor heller ikke.

For de fleste glipper forehavendet, når de er på randen til at nå deres mål.

Derfor bør man give lige meget agt på slutningen som på begyndelsen.

Så vil der ikke opstå fejl.

Derfor søger den vise frihed for attrå. Han samler ikke kostbare ting.

Han lærer ikke at holde fast ved meninger.

Han bringer folk tilbage til det de har tabt.

Han hjælper alt og alle med at finde deres rette natur, men afstår dog fra stræben.

I begyndelsen søgte de, der kendte Tao,

ikke at oplyse andre, men at holde dem i mørke.

Hvorfor er det så svært at styre?

Fordi så mange gør sig kloge.

Herskere, som søger at bruge kløgt, bedrager landet.

De, som styrer uden kløgt, er en velsignelse for landet.

Dette er de to muligheder.

Forståelse heraf er en grundlæggende dyd.

Grundlæggende dyd er dyb og vid.

Den fører alle ting tilbage mod den store enhed.

Hvorfor er havet hersker over hundrede floder?

Fordi det ligger lavere end dem.

Derfor er det herskere over hundrede floder.

Hvis den vise ønsker at lede folket, må han tjene det ydmygt.

Hvis han vil lede det, må han sætte sig selv sidst.

På den måde vil folk ikke føle sig undertrykt, når den vise styrer.

Skønt han er forud for dem, føler de sig ikke krænket.

Alle vil støtte ham og ikke fortryde det.

Fordi han ikke søger at fremhæve sig selv,

vil han ikke støde på modstand.

Alle kalder mit Tao stort og mageløst.

Fordi det er stort, synes det uden sin lige.

Hvis det havde sin lige, ville det for længst være forsvundet.

Jeg har tre kostelige skatte, som jeg priser og våger over:

Den første er kærlighed, den anden er nøjsomhed,

den tredje er mod til ikke at stille sig foran andre.

Af kærlighed opstår mod,

af nøjsomhed gavmildhed,

af ydmyghed førerskab.

Men nu til dags afstår folk fra kærlighed og prøver kun at være tapre,

de lader nøjsomhed fare og prøver kun at være gavmilde,

de tror ikke på ydmyghed, men prøver altid at hævde sig.

På den måde er de dødsens.

Kærlighed giver altid sejr i kamp og styrke i forsvar.

Derfor hedder det:

Når himlen vil frelse et menneske,

udruster den det med kærlighed.

En god soldat er ikke voldsom.

En god fægter er ikke hidsig.

En god vinder er ikke vigtig.

En god leder er ydmyg.

Dette er kendt som ”tilbageholdenhedens kraft”.

Dette er kendt som ”evnen til at lede andre”.

Det har siden gammel tid været kendt som

”at følge himlen og være ét med den”.

En stor hærfører har sagt:

Jeg vover aldrig at sende en udfordring,

men vil hellere tage mod et angreb.

Jeg tør ikke rykke en tomme frem,

men vil hellere trække mig en fod tilbage.

Dette kaldes at ”marchere uden at avancere”,

at ”smøge ærmerne op uden at vise armen”,

at ”fordrive fjenden ved imødekommenhed”,

at ”være bevæbnet med fredens våben”.

Der er intet så ulykkesaligt som at undervurdere fjenden.

Ved at undervurdere fjenden risikerer jeg at miste, hvad der er mest værdifuldt.

Derfor hedder det:

Når hærene mødes på slagmarken,

vil den, der viger, vinde.

Mine ord er lette at fatte og lette at føre ud i livet.

Dog er intet menneske i stand til at forstå dem eller udføre dem.

Mine ord har et urgammelt ophav.

Mine handlinger er bundne ar love.

Uden kendskab hertil kan mennesker ikke forstå mig.

De, som fatter mig, er få.

De, som misbruger mig, bliver hædret.

Derfor er den vise fattigt klædt, men bærer en ædelsten i sit hjerte.

At have kundskab om sin uvidenhed er styrke.

At være uvidende om sin kundskab er sygdom.

Hvis man kun er syg af sygdom er man ikke syg.

Den vise er ikke syg, fordi han er syg af sygdom.

Derfor er han ikke syg.

Når et menneske ikke længere ænser det ophøjede,

er det virkeligt stort.

Træng derfor ikke ind i deres hjem.

Forstyr dem ikke ved arbejdet.

Hvis du ikke kommer imellem,

vil de ikke ledes ved dig.

Derfor anerkender den vise sig selv, men fører ikke sig selv frem.

Han sætter sig selv højt, men hævder sig ikke.

Han undgår det sidste og foretrækker det første.

En tapper og dristig mand vil dræbe eller blive dræbt.

En tapper og tilbageholdende mand vil altid bevare livet.

Af disse to – hvem er nu god og hvem er skadelig?

Der er visse ting, som ikke billiges af himlen.

Hvem kender grunden?

Selv den vise er usikker.

Himlens Tao stræber ikke, alligevel vinder det altid overhånd.

Det taler ikke og får alligevel svar.

Det beder ikke og forsynes dog med alt.

Det synes uden stræben og følger dog en plan.

Himlen net kastes viden om.

Skønt dets masker er store, slipper intet igennem.

Hvis mennesker ikke er bange for at dø,

hvordan kan man da skræmme dem med døden?

Hvis mennesker lever i evig frygt for døden,

og hvis lovbrud automatisk medfører henrettelse,

hvem vil da bryde loven?

Der findes altid over os en magt, der fælder dødsdomme.

Hvis du prøver at tage dens plads, vil du være som den,

der prøver at hugge bjælker med en mestertømrers økse.

Hvis du prøver at hugge bjælker som en mestertømrer,

vil du bare hugge dig selv i hånden.

Hvorfor sulter folket?

Fordi herskerne øder indtægterne bort i form af skatter.

Derfor sulter folket.

Hvorfor er folket vanskeligt at styre?

Fordi herskerne foretager for mange indgreb.

Derfor er folket vanskeligt at styre.

Hvorfor finder folket det så let at dø?

Fordi herskerne stiller så store krav til livet.

Derfor tager folket sig døden så let.

Den, der har lidet at leve på,

ved bedre end at sætte livet for højt.

Et menneske fødes blødt og bøjeligt.

Ved sin død er det hårdt og stift.

Unge vækster er smidige og fulde af saft.

Ved deres død er de visne og tørre.

Derfor er stivhed og ubøjelighed forvarsler om død.

Det bløde og blide er udtryk for liv.

Derfor vil en hær aldrig sejre ved sin styrke,

et træ som ikke bøjer sig for vinden, knækker let.

Det hårde og stærke vil falde.

Det bløde og blide vinde overhånd.

Himlens Tao virker, som når man spænder en bue.

Det, som er oppe, sænkes, og det som er nede, hæves.

Hvis strengen er for lang, kortes den af.

Hvis den er for kort, gøres den længere.

Himlens Tao er at tage fra dem, der har for meget,

og give til dem, der har for lidt.

Menneskets veje er ikke sådan: Det tager fra dem, der har for lidt,

for at give til dem, der allerede har for meget.

Hvem vil tage af sin overflod og lade det komme hele verden til nytte?

Kun den, er følger Tao.

Derfor handler den vise uden at stille betingelser.

Han udretter, hvad der skal gøres, uden at opholde sig derved.

Han søger ikke at stille sig selv til skue.

Intet i verden er så føjeligt og eftergivende som vandet;

men til at påvirke det faste og klare findes intet bedre.

Det er uimodståeligt.

Det svage overvinder det stærke.

Det bløde overvinder det hårde.

Alle ved dette, men ingen handler derefter.

Derfor siger den vise: Den, som viser respekt for folket, er egnet til at lede det.

Den som tager landets ulykker på sine skuldre, fortjener at blive universets herre.

Sandhedens ord må udtrykkes, så de modsiger sig selv.

Efter bitter strid bliver en rest af nag tilbage.

Hvad kan der gøres ved det?

Den vise holder altid sin del af aftalen, men pukker ikke på sin ret.

Den dydige overholder alle sine forpligtigelser,

mens et menneske uden dyd stiller krav til andre.

Himlens Tao tager ikke parti. Det hjælper altid den gode mand.

Et lille land har en mindre befolkning.

Skønt der er maskiner, der kan arbejde ti eller hundrede gange hurtigere end mennesket, er de ikke nødvendige.

Folket tager døden alvorligt og rejser ikke langt.

Skønt de har både vogne og både, er der ingen der bruger dem.

Skønt de har rustninger og våben, er der ingen, der bærer dem.

Mennesker begynder atter at slå knuder på en snor i stedet for at skrive.

Deres føde er enkel og sund, Deres klæder simple og smukke,

deres boliger sikre, deres færd lykkelig.

Skønt de lever så tæt på deres naboer, at man kan høre haner gale og hunde gø tværs over vejen, lader de hinanden være i fred, alt imens de ældes og dør.

Sande ord er ikke fagre.

Fagre ord er ikke sande.

Gode mænd skændes ikke.

De, som skændes, er ikke gode.

De, som kender Tao, er ikke lærde.

De lærde kender det ikke.

Den vise hober ikke skatte op.

Jo mere han gør for andre, jo mere modtager han selv.

Jo mere han giver andre, jo rigere bliver han selv.

Himlens Tao gennemtrænger alt uden at volde skade.

Den vises Tao viser sig som virke uden vold.