Begrebet Tai Chi kan oversættes meget forskelligt. For det første betyder det en ”stor bjælke som bærer husets tag” og står i overført betydning for forbindelsen mellem himmel og jord.
De gamle kinesere forestillede sig jorden som en firkantet plade, hvor himlen var udspændt som en kuppel. Den bæres i midten af en stor midterstolpe - Tai Chi, som når ned i jordens dyb og op i himlens sfærer. På samme måde skal mennesket stå, rodfæstet i jorden og opret mod himlen, mellem disse to poler.

I filosifisk betydning betyder Tai Chi det ”yderste punkt”, ”det oprindelige”, ”det største, det ultimative””det højeste opnåelige, ”den højeste kraft” eller ”den højeste lov”, som også kan gengives med begrebet ”Tao”. Tao kan ikke beskrives, det er hele skabelsens oprindelse og princip. På dansk findes oversættelser som ”vej”, ”bevægelse”, ”bane”, ”kanal” i konkret - som i overført betydning bliver til”den rette vej” , ”den rette levemåde", ”naturens og universets iboende orden”, ”altings oprindelse”, ”den højeste væren”.

Forestillingen om Tao går ud over de andre store verdensreligioner. Det omfatter alt det der eksisterer, men også alt det, der ikke eksisterer. Taoismen er ikke en religion i gængs forstand, men kan mere opfattes som en livsfilosofi. Ophavsmanden til Taoismen anses for at være Laotse, der levede omkring 500 år før Kristus. Han skabte en lære, der er stærkt orienteret imod indre besindelse, harmoni med naturen og ikkevold. Han regnes som forfatter til ”Tao Te Ching” 81 overleverede vers om mening og liv.

Der findes så mange legender om Laotse at det er mulig at der er tale om flere personer. I det 78. vers hedder det: ”I hele verden findes der intet blødere og svagere end vandet og dog kommer intet i den måde hvorpå det modsætter sig det hårde op på siden af det. Det kan ikke ændres af noget. At det svage besejrer det stærke Og det bløde besejrer det hårde Ved alle på jorden Men ingen Formår at handle efter det”.

Mange af visdomsordene i Tao Te Ching har deres oprindelse i ”I Ching”-forvandlingernes bog. Allerede her blev polaritetsprincippet for al væren i form af indbyrdes modsætning og komplementering, der indbyrdes betinger og muliggør hinanden, sat i et logisk system. I begyndelsen var Yin og Yang geografisk-astronomiske begreber, som stod for henholdsvis solsiden(Yang) og skyggesiden(Yin) af et bjerg.
Sommer og vinter, varme og kulde, dagens lys og nattens mørke.

Men næsten alle modsætninger kan indordnes i forhold til Yin/Yang begrbet. Udvikling er først mulig ud fra modsætningen i Yin Yang parret, der ligesom nat og dag afløser hinanden glidende. Dette udtrykkes i det kendte symbol for Tai Chi. Det forestillede oprindelig to fisk der kredser rundt om hinanden. På stedet med den stærkeste koncentration af sort(yin) er der en hvid plet(yang) og omvendt. Dette indikerer at der i Yin findes Yang og omvendt, så at stilstand ikke er mulig. Der findes ikke hverken begyndelse eller ende, men en stadig skiften mellem begyndelse og ende, mellem fødsel og død, som så danner nyt liv..... Harmoni opstår gennem balance og flydende vekslen mellem de to modsatrettede polariteter, noget der tydeliggøres gennem Tai Chi bevægelserne.

Bag den stadige forandring står altings oprindelse, ”Tao” eller ”Tai Chi”. I overenstemmelse med disse filosofiske principper, blev der i de Taoistiske klostre udviklet øvelsessystemer (Tai Chi Chuan, Qi Gong) som tjente til at holde krop, sjæl og ånd i harmoni og opnå et langt liv. Disse øvelser indeholder åndedrætsøvelser, meditativ fordybelse, og den perfekte bevægelse, hvorved den indre energi(qi) bliver udnyttet fuldt ud.

For at opnå en tilstand af fordybet ro og tankemæssig tomhed (yin) benyttede Taoisterne sig af en bevidst styring af åndedræt og bevægelse (yang). På den måde opnåedes forbløffende resultater både på det sundhedsmæssige område og indenfor kampkunst.